Frederiksberg Badminton Klub (FBK) blev stiftet den 5. oktober 1932 og er en af de fire gamle klubber, der indførte badmintonspillet i Danmark.
FBK spillede i starten på forskellige skoler på Frederiksberg (Howitzvej skole, Frederik Barfods Skole og Fuglevangsvej Skole), men her blev forholdene for små, hvorfor FBK besluttede at bygge egen hal. Hallen stod færdig september 1933 og var en badmintonhal med to baner.
Med tiden fandt man dog ud af, at der var behov for mere plads, hvorfor der er blevet udvidet med klublokaler, omklædningsfaciliteter og cafeteria i 1972, men først i oktober 1999 blev FBK hallen udvidet til den hal med fire baner, du ser, når du kommer ned i FBK.
I dag har FBK 500+ medlemmer fordelt i en ungdomsafdeling, seniorafdeling, veteranafdeling, 60+ afdeling og baneudlejning. FBK bliver drevet af frivillige, hvorfor det også er frivillige, der sidder i klubbens bestyrelse og udvalg. FBK har et ungdomsspilleudvalg (USU), Seniorspilleudvalg (SPU), veteranspilleudvalg (VTU) og et 60+ udvalg (TPU). Læs mere om disse under de enkelte afdelinger.